Afasi: sprogforstyrrelse
Afasi er sprogforstyrrelser efter hjernskade eller -sygdom. Man bruger kun betegnelsen afasi, når det er selve sproget, som er ramt. Er det alene evnen til at bevæge taleorganernes muskler, som er ramt, taler man om dysartri. Er der tale om en udviklingsforstyrrelse af sproget, taler man om dysfasi (især i England bruger man af og til dysfasi i stedet for afasi, men det gør man aldrig i Danmark).
Afasi kan have mange sværhedsgrader. Der kan være tale om en patient, som næsten intet forstår, og som slet intet kan sige (eller læse eller skrive). Der kan også være tale om en person, som blot har vanskeligt ved at finde ordene, men som taler i almindelige sætninger, og som forstår stort set alt, hvad der bliver sagt.
Det er også forskelligt, hvilke sprogfunktioner, som er hårdest ramt. Nogle afasiramte har umådeligt vanskeligt ved at udtrykke sig, de kan ikke danne rigtige sætninger, udtrykker sig utroligt besværet og har svært ved at få ordenes lyde sagt rigtigt. Men så er deres forståelse på den anden side næsten normal. Andre afasiramte taler utroligt meget, og bruger lange sætninger. Men ordene er ombyttede eller forkerte, og den ramte har samtidig meget svære forståelsesvanskeligheder. Førstnævnte er sig pinligt bevidst om sine vanskeligheder, mens sidstnævnte ofte ikke hører sine egne fejl, og kan af og til mene, at det er andre, som taler forkert eller hører dårligt. Førstnævnte vil sædvanligvis klare sig godt på trods af afasien, mens sidstnævnte kan have store vanskeligheder. Disse to eksempler viser, at afasi kan have så forskellige udtryk og konsekvenser, at det kan være noget af en tilsnigelse at indordne dem alle under det samme begreb.
Man har traditionelt opdelt afasi i nogle forskellige typer eller syndromer. Den ovenfor førstnævnte type, med en besværede tale, men god forståelse kaldes Broca afasi efter dens opdager. Den sidstnævnte type, hvor den ramte er meget talende, men taler med forkerte ord og har dårlig forståelse, kaldes Wernicke afasi (igen efter den neurolog, som først beskrev syndromet). Disse typer eller syndromer har haft betydning, da man har fundet en betydelig sammenhæng mellem syndromerne og skadens lokalisering i hjernen: således ses Broca afasi typisk efter skader fortil i venstre hjernehalvdel og Wernicke afasi efter skader mere bagtil i venstre hjernehalvdel. Imidlertid viser det sig, at disse sammmenhænge ikke er helt så entydige, som man tidligere troede. Det er heller ikke længere så vigtigt at kunne slutte sig fra symptomer til hjerneskadens placering på grund af de moderne skanningsteknikker. Endeligt er der mange blandingsformer af de forskellige afasi-typer, så der er ofte sat spørgsmålstegn ved, om betegnelserne fortsat skal benyttes. Imidlertid bliver de i høj grad fortsat benyttet, formentlig fordi man er nødt til at have den slags begreber at kommunikere med blandt fagfolk, begreber som kortfattet sammenfatter en række forstyrrelser, som hyppigt optræder sammen. Andre afasisyndromer er bestemt efter, hvor god personen er til at gentage. Er der særligt store vanskeligheder med at gentage, taler man om konduktionsafasi, og ved de transkortikale afasier har personen særligt nemt ved at gentage.
En særlig vigtig destinktion er mellem flydende og ikke-flydende afasi. "Flydende" er en beskrivelse af personens spontantale, dvs. om personen taler med noget som ligner sætninger med mere end 3-4 ord i sammenhæng - men uden hensyn til, om talen består af korrekte ord i en meningsfuld helhed. Ikke-flydende afasi (som fx Broca afasi) skyldes oftest skader forrest i hjernen og flydende afasi (som Wernicke afasi) skyldes oftest skader bagerst i hjernen.
Afasi er det område, hvor man tidligst har udviklet genoptræningsmetoder, og det har også været det område, hvor der tidligst har været systematiske behandlings- (undervisnings-) tilbud i Danmark. I 1960'erne og '70-erne udviklede man nye metoder i Boston på basis af en ny udvikling inden for neurolingvistik. I 80'erne gav den kognitive neuropsykologi med udspring i Storbritannien anledning til en ny og omfattende bølge af forskning i metoder til afasirehabilitering, støttet af nogle nye metoder til forskning med single-case designs.
Man kan læse meget mere om afasi og andre neuropsykologiske symptomer, hjernesygdomme og rehabilitering i bogen Klinisk neuropsykologi.