Anosognosi: svigtende sygdomsindsigt
Anosognsi er betegnelsen for manglende eller svingende og usikker indsigt i sygdom og symptomer. Det hører til det mest forbavsende af de neuropsykologsike symptomer. Det gælder fx personen med apopleksi (blodprop i hjernen), som ligger i sengen med en fuldsændigt lammet (paralytisk) venstre side, som alligvel benægter, at der skulle være noget galt overhovedet, eller som bortforklarer lammelsen med lidt træthed.
Anosognosi findes i to hovedformer:
- Anosognosi for specifikke symptomer som fx halvsidig lammelse
- En mere generel manglende evne til at erkende egne begræsninger efter hjerneskade
Specifik anosognosi for fx halvsidig lammelse, halvsidig blindhed eller neglekt ses typisk efter mere afgrænsede skader som fx blodprop i højre hjernehalvdel. Der er fundet en række dissociationer, dvs. at et element kan optræde uafhængigt af et andet. Patienten kan have anosognosi for et symptom, men erkende et andet. Endvidere er der nogle patienter, som verbalt (i tale) erkender et symptom, men som alligvel ikke tager højde for det i adfærden, mens andre verbalt benægter et symptom, men tager alligvel højde for det i adfærden. Fx er der patienter, som ikke medgiver en lammelse, men som alligevel slet ikke forsøger at stå ud af sengen.
Specifik anosognosi optæder typisk efter skader i højre side af hjernen, men ses dog også ved Wernicke afasi efter skade bagerst i venstre hjernhalvdel. Her kan den afasiramt tro, at han ikke forstår andre, fordi de taler utydeligt, eller at det er deres fejl, at de ikke forstår den afasiramtes tale, som han ikke selv erkender er uforståelig. Da Wernicke afasi kan optræde uden samtidig lammelse efter en blodprop bagerst i venstre hjernhalvdel, kan dette føre til fejlindlæggelse på en psykiatrisk afdeling.
Specifik anosognosi optræder meget hyppigt sammen med neglekt, og ved akut apopleks er der 70% overlap. Symptomerne kan dog også optræde hver for sig. Vigtigt er det, at en person med neglekt efterhånden ofte opnår indsigt i sin neglekt, hvilket giver mulighed for, at han kan huske at anvende kompenseringsmetoder.
Ved lette grader af anosognosi (fx efter en betydelig remission) kan der være tale om, at personen måske både verbalt erkender et symptom og tager højde for det i handling umiddelbart, men at personen ikke reagerer emotionelt på det tab, det udgør, og ikke tager højde for det i sine tanker om fremtiden: "jeg har lammelse i venstre side, men jeg vil gerne udskrives, så jeg kan komme på arbejde i morgen".
Ved hovedtraumer og andre påvirkninger af enten de forreste dele af hjernen (præfrontal kortex) eller deres forbindelser med resten af hjernen (hvid substans) kan der optræde en mere generel anosognosi, som synes at være udtryk for en mere omfattende forstyrrelse i selvbilledet.
Ved demenssygdomme er anosognosi fremtrædende ved fronto-temporale demenser, men nyere dansk forskning har været med til at påvise, at der kan optræde en vis grad af anosognosi allerede i meget tidlige faser af Alzheimers sygdom. Anosognosi kan også optræde ved skizofreni.
Anosognosi kan også optræde ved svær livstruende sygdom uden hjerneskade, så der kan være et element af psykisk forsvarsmekanisme, men den særlige sammenhæng med skader bestemte steder i hjernen er en af grundene til, at man ikke mener, at psykisk forsvar spiller nogen stor rolle i anosognosi ved hjerneskader og hjernesygdomme.
Anosognosi er formentlig det neuropsykologiske symptom, som har de alvorligste konsekvenser for, hvordan personen klarer sig. Anosognosien kan påvirke udbyttet af genoptræningen og forhindre, at personen forsøger at kompensere. Den kan også være direkte livsfarlig, som når fx den halvsidigt lammede apopleksipatient forsøger at stå ud af sengen helt uden hensyn til lammelsen, og når neglektpatienten begiver sig ud i trafikken uden hensyn til den manglende opmærksomhed for venstre side. Alligevel har der været forbavsende lidt forskning i rehabilitering af anosognosi. Ved de specifikke anosognosier har man forsøgt med videoptagelse og videofeedback. Ved de generelle anosognosier har man arbejdet med grupper, hvor symptomerne opdages hos de andre gruppemedlemmer, før end af den enkelte deltager erkender dem hos sig selv.